Slip af med din sukkerafhængighed

Er du sukkerjunkie?

Da du var lille fik du sikkert at vide, at det værste ved sukker er, at det giver huller i tænderne. Det gør det stadig, men det er langt fra den største risiko, vi løber, når vi spiser sukker.

Og det gør vi. Mere end nogensinde!
  

blocher-i-mange-farver

Hvad gør sukker ved kroppen?

Gennem de seneste år er vores sukkerforbrug steget voldsomt, og i dag (2015 red.) indtager hver dansker i gennemsnit 41 kilo sukker om året. Det er mere end 20 af de store poser med stødt melis, vi kender fra supermarkederne.
  

Det er ikke kun vores tandsæt, der er i fare, når vi spiser sukker. Ikke alene er sukker lige så afhængighedsskabende som nikotin og heroin, den støt voksende fedmeepidemi skyldes i høj grad vores stigende sukkerindtag.

Mange ernæringseksperter påpeger, at sukker er det 21. århundredes største sundhedstrussel. Ydermere er sukker med til at ælde kroppen.

At der er sukker i slik, sodavand, is, kager og andre usunde sager ved vi alle, og hvis du tænker: ”Jeg spiser i hvert fald ikke 41 kilo sukker om året!”, så prøv at tage et nøje kig på den mad, du spiser.

Masser af fødevarer indeholder masser af skjult sukker, f.eks:

  • Appelsinjuice indeholder fx 20 g sukker pr glas.

  • En dåse med baked beans indeholder 30 g sukker

  • En portion frugtyoghurt 8 g.

Og når den daglige mængde af sukker i vores kost ikke må overstige 40 g pr. dag, kan det hurtigt løbe op.

 

Hvorfor bliver vi sukkerafhængige?

Fødevareindustrien elsker sukker, fordi det er et billigt middel til at konservere og få maden til at smage bedre på. Derfor er vores smagsløg med årene blevet vænnet til mere og mere sukkerholdig mad, og da sukker er stærkt vanedannende, er det en ond spiral.

Når vi spiser sukker udskilles stoffet serotonin i hjernen.

Serotonin er et såkaldt signalstof og omtales ofte som et ”lykkestof”. Dette er også grunden til, at man typisk føler sig glad og godt tilpas, når man har spist sukker.

Følelsen er dog kun kortvarig. Man vil også typisk føle et kortvarigt energi-boost, når man har spist sukker, og mange bruger da også sukker som en slags pep, når de føler sig trætte og energiforladte.

Men det er en rigtig dårlig idé, for når vi indtager sukker og hjernen producerer serotonin, begynder kroppen automatisk at udskille meget insulin, der gør, at sukkeret straks optages i kroppens celler. Dette får koncentrationen af sukker i blodet til at falde hurtigt, og dermed også serotoninen, hvorefter vi får trang til sukker igen, og så kører sukker-karrussellen.


pige-spiser-candy-floss

Er du sukkerjunkie?

Vi har fået vores forkærlighed for sukker ind med modermælken – i bogstaveligste forstand.

Da vi var bittesmå fostre og lå inde i vores mors mave, smagte vi på fostervandet, og da vi kom ud af maven, var det første, vi blev mødt med, varm og sød modermælk.

Så det er ikke så underligt, at mange af os forbinder søde sager med noget trygt og dejligt, og at slik og chokolade er et udbredt middel mod kærestesorg, dumme chefer, uforstående kærester og andre dårligdomme.

Mange af os er deciderede sukkerjunkier uden at vide det, også selv om vi måske ikke synes, vi spiser for meget sukker.

Sukkerafhængighed viser sig ikke blot ved sukkertrang, men også som fx træthed, rastløshed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, irritation og opfarenhed, nedtrykthed og opgivenhed og lav stresstærskel.

Hvordan slipper jeg af med min sukkerafhængighed?

Den gode nyhed er, at det er relativt nemt at få bugt med sukkerafhængigheden.

Du skal nemlig bare undgå at spise sukker overhovedet, og allerede efter et par uger vil du kunne mærke en kæmpe forskel!

De første dage uden sukker kan du blive træt og irritabel og få hovedpine, men det er altsammen gode tegn på, at sukkeret er på vej ud af kroppen.

Sådan gør du:

  1. Tag alt synligt sukker ud af din kost, men kig også på den mad, du ellers spiser, for den kan indeholde rigtig meget skjult sukker.

  2. Begynd med at læse varedeklarationen. Der står som oftest ikke ”sukker” på varen, men du kan sagtens spotte sukkeret alligevel. Er der ting i, der ender på –ose, kan du være sikker på, at der er tale om sukker, fx sukrose, dextrose, maltose eller glukose. Sukker kan også gemme sig bag navne som maltekstrakt, majssirup og invertsirup. Alt hvad der hedder noget med sirup er det samme som sukker, uanset hvad det er lavet af. 

  3. Alle ingredienser er nævnt på varedeklarationen efter hvad der er mest af i varen. Står en af de nævnte ting på første-, anden- eller tredjepladsen, bør du derfor lade varen blive på hylden i butikken. Det samme gør sig gældende, hvis der er mere end to af de nævnte ingredienser i varen.

  4. Du kan modvirke meget af ubehaget ved at spise mad med et lavt glykæmisk indeks, eller Low GI-fødevarer, som de også kaldes. Særlig gode er havregryn, kikærter, linser, fuldkornspasta, kidneybønner, klidprodukter, søde kartofler, nye kartofler, rugbrød, og brune ris. Undgå hvide ris, hvid pasta og hvidt brød, da de får blodsukkeret til at stige lige så meget som sukker.

  5. Sørg også for at få rigeligt med protein, da det holder dit blodsukker stabilt og er med til at give dig energi. Tun, kylling, fedtfattig yoghurt, kerner, nødder og hytteost er fremragende.

  6. Koldpressede olier som oliven-, hørfrø- og tidselolie er også gode til at dæmpe sukkertrangen. 

  7. For at holde blodsukkeret stabilt er det en rigtig god idé at spise flere og mindre måltider i stedet for at nøjes med de sædvanlige tre hovedmåltider. Igen er det godt at gå efter fødevarer med lavt glykæmisk indeks som fx grapefrugt, kirsebær, tørrede abrikoser, fedfattig yoghurt, æbler, pærer og blommer. Har du brug for en snack, er popcorn lavet med økologisk kokosfedt glimrende.
      

Føler du, at du har behov for en lille opstrammer i løbet af dagen, så skift chokoladebaren eller hindbærsnitten ud med en gåtur, et æble eller en kop kanel-te, mens du glæder dig over, at det er dig og ikke sukkeret, der er herre over dit liv.