Voksenmobning – med et twist
Vi skal huske at støtte hinanden i at holde os sunde og raske - og ikke det modsatte....
Tør du sige nej tak?
Tør du sige nej tak til en øl? Sådan lød en kampagne engang da jeg gik i folkeskolen. Vi fik udleveret et badge hvor der stod “NEJ TAK”, for at støtte os i at turde sige nej tak. Det badge burde vi gå rundt med endnu… Tør du sige nej tak til wienerbasser til morgenmødet? Til kaffen? Til flæskestegen hos svigermor? Til øllen når du er ude med drengene? Hvem er vigtigst: DIG eller de andre?
Jeg oplevede engang en sjov episode. Jeg var på ferie med fem mandevenner. Der blev festet og hygget, og vi gav den gas, som legesyge m.nd nu engang g.r. Vi drak og gik i byen, men hver morgen tog jeg vitaminpiller og kosttilskud og bryggede mig en sund, gr.n juice. Det mente de andre var .ndssvagt, da jeg alligevel havde svinet mig til hele natten. Men netop i den slags situationer er det vigtigt med en modpol til det usunde.
En aften snakkede vi om sundhed. Selv om det foregik ganske venskabeligt, blev jeg alligevel kaldt både fanatisk, religiøs og “langt ude” pga. den måde, jeg lever mit liv på. Det var nærmest blød voksenmobning.
Det sjove kom dagen efter. Uafhængigt af hinanden opsøgte tre af vennerne mig med hver deres problem, som de ville have mit råd til. En havde kroniske problemer med maven, en anden havde nogle gange smerter i hele kroppen, den tredje havde svært ved at tabe sig, uanset hvad han gjorde.
12 timer tidligere havde de gjort grin med min livsstil, nu ville de have mine råd. Ingen af dem turde stå frem foran de andre og indrømme, at de havde skavanker og gerne ville have hjælp.
Man skulle ikke tro det. Det er oppe i tiden med kropskærlighed og meget andet. Men det er stadig tabubelagt i vores samfund at snakke om sårbarhed, overvægt, dårlig fordøjelse osv. På den måde står vi i vejen for vores eget bedste.
Hvor smart er det lige?
Samfundet forventer i dag, at alle er supermænd og superdamer, som kan det hele på den halve tid. Det kan vi kun, hvis vi passer på os selv. Og det kan vi kun ved at stå ved os selv.
Næste gang du hører en sige:
“Jeg har sendt min krop på ferie. Jeg prøver at forbedre min sundhed. Jeg vil se, om der er en bedre måde at leve på...”
Så ros personen og sig, at han eller hun er sej. Og at du beundrer den viljestyrke, der ligger bag. Og allerhelst: sig det selv! :-)
Tør du sige JA TAK til ren selvkærlighed?
Mange af os har svært ved at sætte os selv i centrum og synes, at det er egoistisk i forhold til børn, familie og venner at være på en diæt, der kan gøre det til en udfordring at deltage i forskellige sammenkomster, fordi du skal spise noget specielt. De andre ser måske også dig som asocial. Dem om det. Det er du jo ikke.
Som jeg ser det, handler denne udfordring i virkeligheden om, at der hviler et gruppepres på de fleste af os. Personerne omkring os kan ubevidst have lyst til, at alle gør det samme som de selv – og ikke skiller sig ud. Hvis alle gør det samme, undgår de at tænke over deres egen situation.
Måske er det dig der er "first mover" på din arbejdsplads? Din familie? Din vennekreds? Eller hvorend du færdes med sociale uskrevne regler.
Måske er det én af årsagerne til, at der på vores retreats bliver dannet utrolig mange fine netværk blandt gæsterne. De skaber simpelthen nye små tribes, hvor sundhed er en del af det "nye liv". Et sted hvor alle forstår at du passer på dit hylster.