Eventyret om den fede sømand, der blev til en rigtig sundhedsnørd

Martin her. Jeg har sat mig i stolen i dag for at dele en historie med dig. Lidt af et eventyr faktisk! Og endda et sandt et af slagsen om mig og mit tidligere liv.

Hvorfor rippe op i fortiden?

Fordi vi kan lære af den, og fordi den viser, at det ikke kræver specielle forudsætninger at starte på en frisk, uanset alder.

Din fortid definerer ikke din fremtid, og det fantastiske er, at det er dig, der udstikker kursen. Det er en beslutning, et skridt du selv må tage, men læs med her og se, hvordan det kunne lade sig gøre, at “den fede sømand” blomstrede op og blev til en dedikeret sundhedsnørd og kropsterapeut.

Martins historie

Jeg er ikke vokset op med rødbedebøffer, yoga og vandreture. Tværtimod. Som ung mand i 20-årsalderen var jeg så usund, som man næsten kunne blive, og temmelig overvægtig. Derfor tror jeg, at min historie kan tjene som inspiration.

For når jeg kunne, så kan alle. Jeg havde ingen specielle forudsætninger for at gøre mit liv sundt, måske endda tværtimod.

Her får du min personlige historie. Råt for usødet.

Jeg er vokset op med en enlig mor, som arbejdede som kassedame og dagplejemor. Vi var tre børn, og der var hverken tid, penge eller kendskab til sund mad. Tværtimod blev jeg nok mest af alt fedet op med dåsemad, pasta og ketchup.

Allerede som syvårig var jeg i gang med småjobs i min mors supermarked. Pengene brugte jeg på slik og chips. Jeg var lidt af en rod. Jeg kedede mig og var rastløs. I skolen havde jeg vanvittig svært ved at følge med. Min lærer sagde, jeg var ordblind, dum og uduelig. Ordret.

Jeg haltede mig gennem skolen. Da jeg blev stor nok til at gå med aviser, tog jeg tre ruter to gange om ugen. Efter nogle måneder havde jeg tjent penge nok, til at jeg kunne overtale min mor til at tage med mig til mit drømmerejsemål, Club La Santa på den spanske Kanarie-ø Lanzarote, hvis jeg betalte min egen billet.

Det var kun hende og mig. Her opdagede jeg, at jeg var rigtig dygtig til at løbe. Jeg løb mit første halvmaraton på en ret god tid uden at have trænet. Hjemme igen tilmeldte jeg mig en atletikklub, og kort efter var jeg blandt Danmarks 10 bedste mellemdistanceløbere i min aldersklasse.

Endelig havde jeg som 13-årig fundet en måde at tæmme min rastløshed på: Sport og bevægelse.

Jeg elskede Club La Santa. Allerede første gang sagde jeg til min mor: “Her vil jeg arbejde.”

Vi tog derned fem gange på tre år, og hver gang betalte jeg min egen billet. Jeg blev besat af sport. I 9. klasse kom jeg på Gørlev Idrætsefterskole. Det var mit held.

På efterskolen kunne jeg starte på en frisk uden at hænge fast i rollen som ham den dumme, ordblinde umulius. Jeg fik en ny chance og klarede mig flot. Jeg dyrkede en masse sport, følte mig glad og fik pludselig også gode karakterer.

Fra sømand til sundhedsnørd

Som 17-årig kom jeg på havet med skoleskibet “Danmark’’. En fantastisk tid, men en katastrofe for min sundhed.

Selv om jeg arbejdede hårdt, tog jeg 19 kg på i løbet af fire måneder. Jeg kunne ikke dyrke sport om bord, og havluften gav mig en voldsom appetit. Maden var heller ikke ligefrem sund. Fra at være en splejs på 60 kg vejede jeg nu 79.

Jeg ville sejle videre og se verden. På et skib følte jeg mig ikke dum, snarere som en globetrotter. På min første hjemtur som sømand landede jeg i Kastrup Lufthavn kort før min 18-års fødselsdag med et fly fra Singapore. Min mor kunne ikke genkende mig, og det var ikke kun pga. mit store korpus. Jeg var iført hawaiiskjorte, hawaiishorts, falsk Rolex, Bogart-hat og en sort cowboyjakke fra Hard Rock Café Singapore. Verdens sejeste mand var tilbage i byen.

Jeg sejlede videre med skibe langs Afrikas kyst, USA og Fjernøsten. Et års tid senere begyndte jeg på navigationsskole i Svendborg. Min kampvægt var nu et par og firs. Jeg levede livet fuldt ud i byens natteliv og drak mig fra sans og samling i weekenderne. Jeg kunne ikke mærke mine grænser.

De 30.000 kr., jeg havde sparet op på havet, hældte jeg i svælget i løbet af de første to en halv måned. Plus 20.000 i kassekredit.

Efter et par år i Svendborg var kampvægten 95 kg.

Halvvejs henne i styrmandsuddannelsen opgav jeg. Jeg forlod skolen og fik hyre på Storebæltsfærgerne. Der blev jeg, indtil Storebæltsbroen åbnede i 1997, og færgeoverfarten blev indstillet. Vi sømænd lavede stort set ingenting ombord. Hvert 45. minut kastede vi en trosse, resten af tiden drak vi kaffe, spiste pølser fra cafeteriaet og spillede poker.

Heldigvis havde jeg et par gode, ærlige venner, som en dag ville tale alvorligt med mig.

“Hvordan er det, du ser ud, Martin? Du er fed og har patter! Hvad sker der for dig? Du tager ikke dig selv alvorligt.”

Det mærkelige var, at jeg ikke selv havde bemærket min forandring. Mit spejlbillede løj mig lige op i ansigtet. Jeg kunne ikke se det. Men deres ord blev ved at runge i mig, da jeg kort tid efter tog på endnu en ferie til Club La Santa. Knap var jeg landet på Lanzarote, før min gamle barnedrøm blussede op: Jeg ville arbejde her.

Jeg gik ind til sportsdirektøren og sagde, at de da måtte kunne bruge mig som instruktør og guide. Han kiggede på mig. “Du er for tung,” sagde han. “Hvis vi skulle bruge dig, kunne det være som massør. Kan du massere?”.

Det kunne jeg ikke. Men jeg kunne komme til det. Kort efter tilmeldte jeg mig en sportsmassøruddannelse i Odense. Nogle måneder senere kontaktede jeg sportsdirektøren på Club La Santa igen. De havde fundet en anden sportsmassør, og der var ikke brug for flere.

Jeg flyttede til København. Uden en klink. Tog forskellige jobs og fik en tjans på Oslo-færgerne, hvor jeg blev ni måneder. En dag blev det nok. Jeg ville ikke sejle mere. Sømandslivet gjorde mig lad, tyk og ugidelig. Jeg vejede over 100 kg og besluttede mig for at skifte bane fuldstændigt. Lillejuleaften 1999 havde jeg min sidste arbejdsdag som sømand. Den beslutning viste sig senere at være en af de vigtigste, jeg har truffet.

Jeg tilmeldte mig en daghøjskole, som havde en friluftslinje med masser af sport og aktiviteter. Energien på daghøjskolen gav mig et los i røven. Nu begyndte det igen at gå min vej.

Jeg blev ansat som massør og behandler for eliteholdet i Rungsted Ishockey – et af Danmarks bedste på det tidspunkt. Ulønnet godt nok, men efter et år ansatte de mig i en fuldtidsstilling som massør, behandler og fysisk træner.

Samtidig startede jeg på HF. I løbet af halvandet år tabte jeg mig så meget, at jeg igen var nede på 74 kg.

Da jeg to år senere afsluttede min HF-eksamen, søgte jeg en stilling på Club La Santa. Jeg hørte ikke noget fra dem før en aften, hvor vi var nogle venner på vej til studenterfest. Halvt ude ad døren ringede telefonen – det var sportsdirektøren dernedefra: “Kan du starte om to uger som sportsmassør,” spurgte han.

Min drøm var gået i opfyldelse. Den, der var blevet født, da jeg første gang var på Club La Santa med min mor. Jeg var euforisk. Aldrig havde livet føltes så spændende.

Jeg blev på Club La Santa i halvandet år og behandlede og masserede sportsfolk af alle slags: cykelryttere, atleter, svømmere, triatleter, roere, fodboldspillere – amatører såvel som professionelle.

Jeg behandlede 30 timer om ugen og havde andre pligter derudover. Jeg tror ikke, jeg lavede mad en eneste gang i det halvandet år. Jeg var ikke i min lejlighed andet end for at sove. Jeg hyggede mig med gæsterne, både når jeg arbejdede og havde fri. Jeg spiste i Club La Santas restauranter og gik i byen de fleste aftener. Stille og roligt nærmede jeg mig de 100 kg igen.

Ikke en eneste gang strejfede tanken mig, at jeg skulle tænke på min sundhed. Jeg er ikke vokset op med det ord. I dag undrer det mig naturligvis, men det fortæller mig egentlig bare, at man kan spise og drikke sig fra at mærke sig selv.

En dag kom Bjarne Riis til Club La Santa. Han fik lov til at låne en massagebriks, da han havde sin egen behandler med. Sådan mødte jeg den højt respekterede behandler og terapeut, Ole Kåre Føli, grundlæggeren af Body-sds-behandlingsformen. Han er ret kendt, men jeg havde dog aldrig hørt om ham.

Ole Kåre Føli stod altså og behandlede i rummet ved siden af mig. Jeg hørte ham sige ting som: “jeg retter lige din nakke”, “jeg skal lige behandle din fod” og “der er en kraftig ubalance her”. Hans klienter skreg af smerte, andre græd, men alle var salige bagefter.

Det gjorde mig nysgerrig, og jeg fik lov til at overvære en behandling. Da jeg så Ole Kåre Følis metode, tænkte jeg på stedet: Det er det, jeg skal. Kroppen skal forstås i sin helhed, fysisk, psykisk, mentalt. Jeg spurgte ham, hvor han havde lært det. Han svarede, at han selv, hans far og hans søn havde udviklet Body-sds, der står for Body Self Development’s System.

“Det tager tre år at lære, og vi uddanner selv,” sagde han.

“Hvornår kan jeg starte?”

Vi blev enige om, at jeg skulle begynde på Body-sds-centret 14 måneder senere. Og gav hinanden hånden på det.

Fra den dag tog jeg mit liv alvorligt på en ny måde. Jeg vidste, hvad jeg skulle, og begyndte at opbygge et netværk og en klientbase. I dag, 13 år senere, har jeg stadig klienter fra dengang på Club La Santa.

Mødet med Ole Kåre Føli gav mig et nyt syn på sundhed. Indtil da havde sundhed været noget, man påførte udefra gennem massage og fysioterapi og ved at dyrke sport. Jeg var ikke det mindste sund selv. Jeg havde afføringsproblemer i alle 18 måneder på Club La Santa, uden det på noget tidspunkt bekymrede mig. Jeg levede ekstremt usundt. Morgenmad var sandwich og kaffe, jeg gik i byen og drak øl næsten hver aften. Fik jeg grøntsager, var det, fordi de lå på min pizza.

På Body-sds-uddannelsen fik vi ingen facitliste. Vi skulle mærke, fik vi at vide. Øve os i at mærke. Mærke på kroppe og mærke på sind. Og selv finde løsninger.

“Hvad er det, jeg skal mærke,” spurgte jeg frustreret.

“Det skal du ikke bekymre dig om. Bare gør det. Hvad mærker du fx lige nu,” spurgte læreren, mens jeg stod og behandlede en af de andre elever.

“Det ved jeg ikke. Det er, som om musklen er hård.”

“Hvorfor tror du, den er hård?”

Det var præcis det, det hele gik ud på: At finde årsagerne.

På Body-sds skulle vi efter to måneder på en obligatorisk udrensningskur. Jeg rystede i bukserne ved tanken om ikke at måtte spise i fire dage og derudover skulle leve af kedelige grøntsager. Mig, der spiste tre portioner mad, når andre spiste én.

Det gik over al forventning. Jeg blev gladere og friskere. Og bedre på sportsbanerne, især til squash. Under fasten var jeg helt oppe og flyve. Efter fem timers søvn sprang jeg ud af sengen. For første gang i årevis var min afføring perfekt.

Det stod nu klart for mig, hvor meget kosten betyder. Under udrensningens 24 dage tabte jeg syv kg, min hud blev pæn (det havde den aldrig været), jeg sov som en drøm, og min fordøjelse blev bedre. Alt i alt enorme fremskridt. Før var det sådan, at slog jeg en prut i en bil, kunne man skrotte den.

Da jeg var færdiguddannet som Body-sds-behandler, havde jeg min idealvægt, som jeg har haft lige siden.

Under de udrensninger, jeg har været igennem, mærkede jeg, hvordan jeg reagerede på forskellige fødevarer. Jeg lærte at mærke, hvad der sker, hvis jeg får for meget kaffe, spiser for fedt, bekymrer mig for meget og sover for lidt.

Jeg var blevet en anden Martin. På mere end en måde. Fra jeg var 19-20 år, havde jeg lidt af en kraftig hundeallergi, som betød, at jeg ikke kunne være i rum med hunde i mere end et par timer. Hos min mor endte jeg efter nogle timer altid med at sidde udenfor og kramme min inhalator og gå tidligt. Der var for meget hund i luften.

Efter fem udrensninger var min hundeallergi væk. Jeg opdagede det, fordi jeg havde mødt Zennie, der drev en tarmskylningsklinik. Hun havde en skøn, brun labrador. Vi ville være samarbejdspartnere, som henviste klienter til hinanden. Zennie blev sidenhen min kone og soulmate.

På den første udveksling gav hun tarmskylning, og jeg udrensningsmassage. Massagen skulle foregå i hendes hjem. Til min overraskelse så jeg, at hun havde hund. Der skete imidlertid ikke noget. Jeg slog ikke ud. Hundeallergien var væk og er det stadig.

Mallte – hjemmelavet med lidt hjælp

En ting er at overvinde sin hundeallergi. Noget andet er at have sæd så tyndt som mosevand.

Jeg har det princip, at jeg ikke må indlede et forhold til mine klienter, men med Zennie var jeg nødt til at bryde det. Det var lidt af en udfordring.

Jeg kunne godt mærke, at jeg syntes, hun var sød. Da hendes behandlingsforløb var færdigt, bad jeg om en samtale. Der var noget, jeg ville sige. Jeg fortalte om mit princip og sagde til hende, at jeg syntes, hun var dejlig. Meget dejlig.

“Hvis du ikke har det sådan, er det i orden. Men har du det på samme måde, er vi nødt til at stoppe klient-behandlerforholdet,” sagde jeg.

Ti dage senere flyttede jeg ind hos hende, og vi har boet sammen siden. Nogle måneder senere købte vi hus. Samtidig besluttede vi os for at få børn. Zennie var på det tidspunkt 38, så det var på tide. Efter nogle måneder var der intet sket – vi forstod det ikke.

Jeg fik målt min sædkvalitet. Den var 10.000 sædceller per ml, med andre ord noget sjask. Man skal have 20 mio. for at tilhøre normalen, det vil sige 2000 gange så mange.

Hospitalet sendte mig videre til en scanning, jeg først kunne få svaret på dagen efter. Man var, som en af lægerne højst amatøragtigt sagde, desværre bange for, at jeg havde testikelkræft, siden sæden var så dårlig. Der fik jeg lige et døgn i spænding.

Kræft havde jeg ikke noget af, men det løste ikke mit problem med sædkvaliteten.

Min kone var igennem hormonkure så stærke, at hendes stofskifte blev beskadiget. På et tidspunkt tog hun syv kg på i løbet af en uge. Inseminationerne virkede ikke. Efter et år var vi udmattede, psykisk og fysisk. Vi følte, at vi måtte gøre noget drastisk, og besluttede os for en 100-dages udrensningskur. Vores rationale var, at vi måtte prøve alt og ikke lade nogen mulighed stå uprøvet hen.

Det var drastisk. I de 100 dage var ikke bare kosten anderledes. Vi skabte også en slags meditativ atmosfære derhjemme. Under hele kuren så vi ikke fjernsyn, hørte ikke radio og læste ikke aviser. Til gengæld læste vi højt for hinanden fra bøger, mediterede og dyrkede yoga, mens vi spiste en særlig udrensningsdiæt, der begyndte med 40 dage udelukkende med frugt og sluttede med 56 dages udrensningsdiæt. Alt sammen for at se om vi ad den vej kunne forbedre min sædkvalitet.

Efter de 100 dage fik jeg målt min sæd igen. Kvaliteten var hundrededoblet. Jeg havde nu 1 mio. sædceller per ml. En tyvendedel af normalen.

Lægen på hospitalet fattede det ikke. Han havde oplevet 25 pct.-forbedringer, men aldrig en vækst på 10.000 pct.

Sammenlagt prøvede vi at få børn i fire et halvt år. Vi holdt pauser en gang imellem, da det fysisk er hårdt for kvinden at blive ved med at blive insemineret. Det er også hårdt for forholdet. Vi gik til parterapi. Ikke fordi vi havde alvorlige problemer, men fordi vi mente, det ville hjælpe os at tale med en professionel om tingene.

“Det er jo alt det, du ikke får snakket om, som du bliver skilt af,” som Zennie altid siger.

I løbet af de fire et halvt år var jeg sammenlagt på en streng diæt i 36 måneder og holdt mig fra bl.a. sukker, kaffe, alkohol og kød.

Og så skete det. Den 17. insemination blev lykkens gang. Vi havde på forhånd aftalt, at det skulle være den sidste. Det var for hårdt. Vores plan B var en klinik i Sankt Petersborg, som kunne levere en sæddonor og en ægdonor.

Der er ting, man aldrig glemmer. En af dem er vores ferie i Qatar. Der var valg i Danmark, og vi sad og fulgte med i Helle Thornings sejr over nettet. Selv om vi havde aftalt ikke at tage en graviditetstest, fordi det stressede at tænke på det hele tiden, gjorde Zennie det alligevel. Jeg hørte skriget fra badeværelset: “SKAAAAAT. DEN ER POSITIV!”

Vi turde dårligt røre os af frygt for at ødelægge noget. Hjemme igen blev jeg målt, og jeg havde nu 2,6 mio. sædceller per. ml. Jeg var edderstolt.

Mallte var made. Home-made with a little help. Med lidt magi fra oven og dygtige læger, men især fra en sund levevis. Verdens smukkeste, sundeste og mest ønskede dreng dukkede op i foråret 2012. Alt besværet værd.

Nu kan du måske bedre forstå, hvorfor mit hjerte banker for, at alle bør tage sin krop alvorligt og give udrensning en chance?

For når den tykke sømand kan, så kan du også…