Hvad er periodisk faste?

Blogindlægget er opdateret juli 2024

periodisk faste

Og hvordan gør jeg?

Periodisk faste er, som navnet antyder, en periode i døgnet uden mad. Vores periode er typisk fra klokken cirka 19.00 til næste dag klokken 11.00 om formiddagen, og ja, vi springer morgenmaden over!

Periodisk faste er mere en livsstil end en diæt

Efter vores mening i Kropsinstituttet, er periodisk faste en af de mest storslåede opfindelser, hvis du kæmper med din vægt eller med sundhedsmæssige problemer. En af de primære årsager til dette er, at faste er med til at omvende din krop fra at forbrænde sukker og kulhydrater til at bruge fedt som din primære kilde til brændstof. Vi faster ud fra 16/8 princippet. Det vil sige, at vi faster på vand i 16 timer og spiser alt det, vi vil – sundt, som vi plejer naturligvis – i 8 timer. Vi har så at sige et ”spisevindue” på 8 timer.

Er vi i byen og får masser af mad og spiser til kl. 22.00 eller mere, så skubber vi bare perioden/ vores ”spisevindue” den ene dag, så det hedder faste fra klokken 22.00 - 14.00 næste dag. Vi drikker masser af postevand, men får 0 kalorier i de 16 timer, vi faster.

At faste 16 timer i døgnet er nok den letteste og mest populære form for faste. Der findes dog en del misforståelser omkring periodisk faste, som gør, at nogle vælger at undgå det. At spise tre hovedmåltider regelmæssigt hver dag er på ingen måder noget problem, hvis man trives med det og er sund og rask og har den vægt, man ønsker sig. Men du må ikke holde dig væk fra periodisk faste baseret på frygten for, at kroppen ellers ikke klarer sig.

 
 
Hov!
Hvis du ikke kan forestille dig at springe morgenmaden over, så drik en grøn smoothie i stedet – råt og grønt belaster ikke fordøjelsessystemet på samme måde som mad.
 
 
 

Der er lavet rigtig mange undersøgelser omkring periodisk faste. Og det viser sig, at der er rigtig mange fordele såsom:

  • Dit blodsukker reduceres

  • Dine insulinniveauer reduceres

  • Fedtsyreoxidationerne (som er hormonerne GH, glucagon og adrenalin) øges

  • Muskelvævet (lean masse) bevares

  • Inflammation mindskes

  • Blodtrykket bliver lavere

  • Mængden af oxidativt stress i kroppen bliver lavere

  • Beskyttelsen mod neurodegenerative sygdomme øges

  • Stofskiftet holdes stærk / sundt

  • …og meget andet.

 
 
Periodisk faste sætter gang i dit stofskifte og er yderst effektivt til vægttab!
 

Os i kropsinstituttet vil ikke gøre os til eksperter i periodisk faste, for det er vi ikke. Men vi er ikke i tvivl om, hvor effektivt det virker for os. Vi taber os, vi bliver fokuserede, får energi, og vores fordøjelse er i top. Vi kender en – Richard – som har været alvorligt syg med gigt. Ved at leve efter 16/8 princippet og holde sig væk fra kaffe, kan han leve et ganske normalt liv med ekstremsport som hobby. Han slap af med de invaliderende gener, som den alvorlige gigt medførte. ”Wauw!” siger vi bare.

Der kan ske magi i kroppen, når den kære fordøjelse får lov til at få sig en pause! Men faste og periodisk faste er ikke for alle. Og du skal stole mere på din krop, end på det vi skriver Ikke et eneste menneske er ens. Vi forbrænder forskelligt, vi fordøjer forskelligt og har vidt forskellige kroppe. Din krop lyver aldrig. For nogle virker én diæt, og for en anden vil den have den modsatte effekt. Faste er noget, som mange har en holdning til, men som de færreste har prøvet.

Og hvis du er skeptisk, men nysgerrig, vil vi bare anbefale dig at give det et skud. Det er en kæmpe omgang selvkærlighed. Og der skal jo altså mønter i maskinen, for at man kan få jackpot!

Og med fare for at gentage os selv:

Rigtig mange har holdninger - færre har erfaring.